At færdes er en beskrivelse om arkitektur gennem TID & RUM.

I BYEN
Jeg står af metroen, kommer ud i et rum af beton, stål og glas, den moderne grå by, effektiv med stram æstetik, ingen overflødige gesimser eller ornamentik til at skabe stedet. Jeg får tunnelsyn, blikket drages opad mod lyset og trækker kroppen med. Her knyttes byens underjordiske netværk sammen med gadens puls, lys og liv, og i mødet opstår byens nye mødested – den urbane plads. Jeg mærker, hvordan byen er sammensat af forskellige strukturer, bevægelser og dynamikker. Hvor et system hører op, tager et andet over, danner mellemrum, overlap eller sammenflettede knudepunkter.
Søerne – et åbent rum, et frirum. Pludseligt højt til himmelen, grønt og blåt i den ellers lidt tætte, grå by. Uden at jeg kigger op bliver de røde tegltage synlige, neonreklamerne skaber storbystemning. Forår med lys i kastanjetræer, en heftig efterårsstorm der giver skum på bølgerne. Og vinter, isvinter der får søerne til at fryse til. Søerne transformeres. Med den hårde hvide overflade åbner et helt andet byrum sig, det rekreative område langs søerne udvides. Det bliver et uprogrammeret rum, hvor nye socialiteter opstår. Der er plads til forskellige tempi. Morgentrafikken rykker ud på søerne, spor i sneen afslører, at byen har fået nye stier, genveje over isen. Et byrum skabt af kong vinter eller en konsekvens af klimaforandringernes voldsomme vejr, pludseligt åbnet og lige så pludseligt lukket igen.
Forandringen får mig til at reflektere over byens usynlige linjer, de linjer som eksisterer, men som øjet ikke registrer. Hvis vi befandt os i Second World ville de være en matrix, der inddelte byen i krydsende linjer, i kanten af hver bygning, hvert skel eller mere poetisk fra gravens bund til det uendelige himmelrum. Linjerne lyser byen op, som funklende stråler i nattens mørke.
Når jeg bevæger mig, veksler byrummet mellem at være fremmede rum, som jeg ikke kender, og velkendte steder, hvor jeg har sat mine aftryk. Jeg går fra det trafikerede og kaotiske byrum med larm og forskellige hastigheder til et mere dynamisk gaderum, hvor farten sænkes. Her summer af mennesker, der mødes på tværs af retningen, fordi arkitekturen og planlægningen tillader det. Jeg drejer ned af en sidegade, tankerne samles, skulderne falder ned på plads, og jeg bemærker fuglekvidder. Roen får mig til at drømme. Jeg vil vende vrangen ud på byen. Skabe en by med plads til mangfoldighed, hvor akupunkturpunkter skaber flow. Stedet vækkes til live. De hurtige transportveje pakkes ned i jorden eller op i luften og andre steder forenes tung, blød og fremtidssikret trafik. Byen bliver høj som højhuse, fra undergrundsbanen og vejene i dybet til højbanen. Men hvor højhuse er enkeltstående siloer, vil jeg bryde silotænkningen og lade flowet være horisontalt mellem forskellige huse og skabe vandring over byens tage.
Hvis vi deler livet op i adskilte problemer, ødelægger vi muligheden for at skabe gode løsninger.

UDE OG INDE
Jeg åbner døren til tryghed, mit sted, mit hjem, og drømmer videre. Det er drømmen om en by uden oaser, fordi selve storbyen er en oase. Der er vand, træer og ro midt i byen.
Jeg tænker over, hvordan klimaforandringerne har udfordret vores opfattelse af livet og naturens kræfter. Vi må slutte fred med naturen. Jeg vil vende vrangen ud på byen, grave vejene ned og grave kloakkerne op for at lade dem blive til kanaler. En blå og grøn by hvor planter renser vandet – et organisk system. Regnen løber dovent ned ad husenes begrønnede facader, der tager imod hver en dråbe som et kys fra himmelen. Regn få tiden til at stå stille. Med ét skabes nye våde rum og pladser. Et reservoir med selvrensende overflade. Vandet er en ressource som mennesket forstår at udnytte, at færdes på og lege i. I takt med at vandet fordamper, aktiveres byrummet på ny, omformes og forandres over tid.
Jeg kigger ud af vinduet. De lige linjer i vinduesrammen, i murstenene i huset overfor. Lige linjer ser man hos krystaller og i menneskeskabte strukturer. De rette vinkler har vi for os selv. I storbyen som en oase er vi naturens gæster. Vi indretter os med naturens organiske former, de skaber det bedste flow. En flod tager ikke den direkte vej til havet, den bugter sig, meanderbuer og hesteskoafsnøringer er en del af flodens struktur, de er med til at skabe flodens økosystem.
Nu ser jeg trækroner uden for mit vindue. Træerne er plantet vertikalt, så langt mit øje rækker. Mit blik sløres af de grønne farver, som skrifter med årstiden. Min trækrone forbinder mig med min underbo, som kan se stammen, ligesom jeg kan se stammen fra min overbos trækrone. Den vertikale skov, der forbinder os med hinanden. Blandt træer har vi hjemme.
Det er som om jeg er ude, når jeg er inde. Vinden når mig gennem vinduet, drømmende kigger jeg rundt i lokalet. Fra kanalerne reflekteres lyset ind i rummene, de flimrende pletter minder mig om vores tilhørsforhold med naturen.
Ad rutsjebanen glider jeg ud igen, 3 etager på 3 sekunder. Står blandt træerne, er jeg inde i skoven eller ude i byen? Smilende går jeg langs kanten af reservoiret, jeg skal finde en overgang, da vandet står højt i dag. Jeg får øje på dig. Jeg ved ikke, hvordan verden ser ud for dig. Oplever du det samme som mig? Jeg forsvinder i en tanke, hvor alt er konstrueret og vi ingen adgang har til hinandens verdener. Men pludselig rammer regnen mig, jeg bliver våd og mærker verden. Vandet forbinder mig med verden. Den er der, den verden der gør mig våd, som jeg slå mig på og som vi alle kan mærke hinanden igennem.
Når jeg drømmer alene, er det bare en drøm, men når vi drømmer sammen, er det begyndelsen på en ny virkelighed.

INDE
Jeg leder efter en genvej til indre ro. Går ind i biblioteket – i den uendelige mængde af information i min computer eller i et fysisk hus? Et bibliotek som det historiske hus, hvor det visuelle rum allerede eksisterer i form af fiktion. Biblioteket som rummet der rummer tiden, tidernes tanker.
Jeg savner bogens stoflighed, når jeg sidder med min ipad. Jeg savner at kunne zoome og klikke videre, når jeg sidder med min bog.
Hvad skal vi med det store hus nu? Er bøgerne overflødige? Skal vi bevare det som roens og fordybelsens hus ved at lade her være rindende vand og plads til meditation? Eller bevare det som ideernes hus ved at skabe plads til leg og udfoldelse? Vi kunne også bevare det som et oplevelsernes hus ved at lade hver etage rumme sin verden, en rejse i et hus med lugte, lyde og materialiteter fra andre verdener. Man kunne glide fra etage til etage i et andet og hurtigere tempo – lade karruseller og rutsjebaner bryde det store prægtige rum.
Skal huset transformeres helt, fra videnhus til væksthus med begrønnede facader og et regnvandsbassin i kælderen som en midlertidig svømmehal? Og transformeres videre fra økologisk til økonomisk mekka? Eller er nettet det rum, det sted vi helst vil finde såvel varer som viden?
Vil jeg savne rummet, som jeg kender det? Som jeg kan mærke og sanse? Blødheden når min krop føler sædet, det lette vindpust af bogen der lukker, lugten af tryksværte. Salens store rum med højt til loftet, gangene med reoler fyldt af skrevne ord, visdommen og støvet, der kildrer i min næse. Hjælper det mig at have fysiske rammer, et fysisk rum min krop kan forholde sig til? Hvor jeg kan sanse og opleve?
Jeg færdes inde, men inde i hvad? I et fysisk rum eller i cyber space? Er der mon et cyber place, et sted der er mit? Er min facebook mit hjem? Er det i virkeligheden der, jeg møder mine venner, der hvor de ser, hvem jeg er? Er jeg mest til stede, når jeg snakker med dig her og nu, hvor vi er i det samme fysiske rum eller når vi mødes i de sociale medier på nettet? Jeg overrasker dig med flag og blomster på din fødselsdag. Du kan ikke dufte blomsterne, men de er stadig virkelige. Jeg kan dufte dem.
Jeg vil skabe en bygning, som kan rumme tiden, som stadig står her om 100 år på trods af forandringerne, som kan transformeres og stadig være.
Jeg drømmer om et nyt sted, en ny by, jeg vil skabe den, gøre den virkelig. Skal vi gøre det sammen?

Team:
Sanne Lovén Damgaard

Samarbejde:
Hanne Kirstine Adriansen
Lektor, ph.d.